Lindtorp 2019 – En skæbnesvanger dag

Af: Nikolaj Lykkeberg

Som selvudnævnt direktør, chefingeniør og ”paraply-pige” for Speedline Racing Team falder det mig naturligt at nedfælde et par ord om vores indsats og bedrifter d. 31/8-19, da vi drog afsted til Danmarks Hurtigste Scooter hos Scoot4Race på Lindtorp Flyveplads.

Dagen startede relativt tidligt. Kasper, Kenneth og undertegnede mødtes lørdag morgen kl. 7.45 på Speedlinebasen i Skanderborg og pakkede bilen til randen med pavillon, klapstole og bord, reservedele til eget brug og ikke mindst maskinerne: Derbi Vinterprojektet 2018/2019, Hot 50 Vinterprojektet 2017/2018, Gilera Runner, som tidligere havde fortjent sit otium efter 24-timers løb samt utallige julefrokostbrændere og ikke mindst vores flagskib: Polini dragsteren, der har holdt Speedline fanen højt siden 2011.

Med forberedelserne klaret, og alt udstyret pakket, smækkede vi dørene på bilen og satte kursen mod Lindtorp Flyveplads – dog med et nødvendigt pitstop hos et lokalt supermarked for at proviantere. Videre ud på motorvejen, hvor monotonien af bilens susen undervejs blev brudt af sporadiske samtaler om løst og fast. Hverdagens udfordringer blev vendt og drejet henover Nephews musikalske katalog, som åbenbart var det eneste Kenneth kunne høre uden at få blødende øre. Jeg kan personligt bevidne, at Kasper evner som turens DJ bestemt ikke fejlede noget.

Til tonerne af Top Gun Anthem, et legendarisk stykke musik, nåede vi flyvepladsen, hvor slaget skulle stå. Lyden af forbandet hidsige to-takts maskiner fyldte straks luften og komplementerede den solide gang el-spade fra musikken sammen med den berusende duft af benzin blandet med 2% olie. Vi kunne følge hver afsending af sprintere, da vi kørte parallelt med flyvepladsen, og hvert gennemløb kunne rivalisere opsendelsen af et jagerfly fra et hangarskib. Det var smukt.

Det tog ikke mange minutter at få pakket bilen ud, så vi både havde opstillet udstillingen af maskinerne og slået en pavillon op, så vi havde skygge. At bilens bagagerum imidlertid var kommet til at ligne noget, der var blevet udsat for en plyndring, kunne vi jo ikke tage os af: Nu var vi kommet til ræs.

Da støvet havde lagt sig efter vores hektiske udpakning, og den første håndfuld af ordre var videreekspederet til folk, der desperat havde efterlyst reservedele, startede vi hvepsereden og fik testet vores Derbi Senda, PGO Hot 50 og Gilera Runner på sprintanlægget. Dette var dog, som forventet med de respektive ”piloter” taget i betragtning, ikke noget der satte nye rekorder, eller overhovedet noget der kunne komme tæt på. Dog var det sjovt at prøve kræfter med, og jeg har personligt selv aldrig haft en maskine, der har været tunet fra A til Z, så det var også en sjov oplevelse at give sådan en stramt kabel.

Efter frokost, som bestod af en fortryllende omgang tykstegsbøffer, pølser og miniflutes, var vi mætte. Ét behov, der dog ikke var blevet stillet, var en bruttotid, der kunne garantere os sejr i outlaw-klassen. Skæbnen ville dog, at et hold tyskere også havde taget turen til Lindtorp den weekend. Dette var selvfølgelig ikke noget, der umiddelbart rystede os – indtil vi hørte hans tider på sprintbanen…

Max Allmang er en sprintkører fra Koblenz i Tyskland. Han og hans følge var også mødt op i Lindtorp – en beskeden tur på 9 timer i runde tal. Max lå i spidsen af outlaw-feltet med tider mellem 5,879 og 5,700 sekunder brutto, altså inklusiv reaktionstid, på sin custom tocylindrede sprinter på 204ccm. Den eksakte opsætning og de tekniske data må I undvære i denne omgang.

5,879 sekunders gennemløb kunne vi godt håbe på at slå, og således begyndte kampen om trofæet. Kenneth blev smurt ind i babyolie for at glide i læderdragten (ikke rigtigt), og vi begyndte at sætte tider. 6,637 blev første tid og med den kunne vi godt se, at der var lang vej til gennemløb på 5,6-5,7 sekunder. Efter flere gennemløb med gradvist bedre reaktionstider og derved bedre brutto tider, der hed 5,9xx, blev undertegnede og Kenneth dog enige om, at det virkede som om, at motoren blev hængende i omdrejningerne lidt for længe i forhold til, hvad den faktisk fik nytte af, og med den konklusion rullede vi tilbage til pitten. Rullerne blev skiftet fra 8,4 g til 8,2 g, hvorefter tiderne begyndte at nærme sig de lave 5,9xx sekunder og til sidst 5,821. Dette var opløftende, og vi fik endnu mere blod på tanden.

Pludseligt havde Max Allmang dog et gennemløb, der halvvejs nedad banen bød på et ubehageligt skraldebang, og en sprinter der døde, så han måtte af og skubbe den tilbage til sin pit. Dette tog vi som vores gyldne chance, og vi tænkte, at nu kunne intet afholde os fra sejrens sødme. Vi havde den klare overbevisning, at så snart Jesper landede sammen med resten af Speedline-holdet, kunne vi få en lettere og mere rutineret kører på nakken af dragsteren. Dette skulle dog vise sig ikke at være nok. På trods af en anden rytter og eksperimentering med dyser og deslige, blev tiderne ikke bedre, tværtimod, og så skete der det, som ikke måtte ske…

Max og kompagni fik liv i sprinteren, og kort derefter satte han tiden 5,642, der endegyldigt jog dolken i siden på vores indsats. Mit hjerte skippede et par slag, og det føltes som om, at solen forsvandt for en stund. Vores hårde arbejde og kamp for at nå førstepladsen var nu lagt i ruiner, og dét øjeblik var jeg tæt på at kaste mig på knæ med hænderne løftet mod himlen i afmagt. Det utænkelige skete: Vi var blevet besejret, endegyldigt og definitivt. Det tempo kunne vi umuligt opnå, uanset hvor meget vi ville.

Vi måtte se os slået og nøjes med en 2. plads og en pokal dertil. Heldigvis havde vi en rigtig fed dag sammen med alle jer, der selv var mødt op. Humøret var godt, konkurrencen var god, og vi fik bekræftet, at miljøet og kulturen til sådanne arrangementer virkeligt fortjener at blive bevaret.

Vi takker og bukker overfor Scoot4Race for et godt arrangement, og vi glæder os til næste gang vi kan deltage.