Cykelblog Header Gå til webshop
Gratis fragt til GLS Pakkeshop • Ved køb over 349,- Hurtig levering 365 dages returret Prismatch
4,8 / 5
Avatar
Marianne Krogh-Jespersen
Guides

Guide: Hvordan lapper man en cykel?

Hvis du har været så uheldig at få en punktering i dit cykeldæk, behøver du ikke fortvivle, for det er heldigvis forholdsvis nemt at gøre cyklen køreklar igen. I modsætning til hvad mange tror, er lapning af cyklen ikke en vanvittig svær disciplin, og det faktisk ikke engang nødvendigt at afmontere hjulet for at lappe et hul. Vi har lavet en guide, der fører dig sikkert fra trin til trin, så du igen kan komme ud at trille på din cykel. 

Ting du skal bruge til at lappe din cykel: lappegrej og dækjern (2-3 stk.)

1. Som nævnt ovenfor behøver du ikke tage hjulet af, før du går i gang. Start i stedet med at skrue ventilen af, og vær opmærksom på, at du også skal skrue den lille omløber af helt inde ved dækket. Tip: Det er en god idé at opbevare delene i en lille pose eller skål, så du nemt kan finde dem igen, når du er færdig.

2. Nu skal du have dækket af, og her skal du bruge dine dækjern. Tag det første dækjern, og klem det ind imellem dæk og fælg, hvorefter du vipper det ned og låser det fast på en af hjulets egere. Gentag med det andet dækjern ca. 15-20 cm fra der, hvor du startede, og efterfølgende kan du løsne den ene side af dækket ved at køre dækjernet rundt langs fælgen. Det kan være, at dit dæk sidder meget stramt, og så kan det tredje dækjern komme i spil. 

3. Når dækket er løsnet hele vejen rundt i den ene side, trækker du slangen ud af dækket. Husk, at dækket skal forblive i fælgen. 

4. Nu sætter du ventilen på igen, og pumper luft i slangen for at finde frem til hullet. Måske kan du høre luften sive ud, ellers kan du sætte slangen op til ansigtet og på den måde mærke, hvor luften kommer ud. En tredje metode, som er særligt god ved mindre huller, der hverken kan høres eller mærkes, er en balje med vand. Så sænker du slangen ned i vandet, og der vil komme små bobler, der hvor luften siver ud. 

5. Nu har du fundet hullet, og det er tid til at finde lappegrejet frem. Tør slangen af, hvis den har været i vand, og slib efterfølgende let på slangen med det lille stykke sandpapir fra lappesættet. Læg lim ved hullet i en mængde, der passer til størrelsen på lappen. Kig på æsken for at se, hvor længe den skal have lov til at tørre, inden lappen placeres. Derefter sættes lappen på, og sørg endelig for at få trykket godt til, så den fæstner ordentligt. 

6. Nu skal slangen ind i dækket igen. Tip: Mærk efter inde i dækket, inden du monterer slangen. Måske sidder synderen, der fik dækket til at punktere, stadig i dækket. Stik ventilen igennem ventilhullet i fælgen, og husk at skrue den lille omløber på, inden selve ventilen skrues i. Nu pumper du en smule luft i slangen, så er den nemlig meget lettere at få på plads inde i dækket. Når slangen er helt inde, er det tid til også at få dækket på plads. Det gør du nemmest ved at begynde ved ventilen, hvor du klemmer dækket ind imellem de to fælgsider. Det gør du så hele vejen rundt, indtil dækket igen sidder som det skal. Tip: Det er lettetst at få dækket presset på igen, hvis du bærer arbejdshandsker.

7. Så er vi nået til allersidste punkt, og det er så simpelt som at pumpe luft i dækket, så du igen er klar til at indtage cykelstierne. 

Find alt dit lappegrej til cyklen hos Speedline.dk 

      Find din dækjern hos Speedline.dk

Bonustip: Hvis du rent faktisk slet ikke orker at skulle rode med dækjern og lappegrej, kan løsningen være at montere dæk med punkterhæmmende egenskaber på cyklen. Det betyder at dækkene er skabt med et indlæg, som minimerer risikoen for punkteringer. Nogle dæk har tykkere indlæg end andre, så hvilket dæk man skal vælge kommer blandt andet an på, hvilket underlag man kører på. 

Tilbage til Cykelblog Gå til webshop